AAU logo

Jobbet

FAQ: Hvordan er jobbet i AAU on Demand?

Du kan herunder se svaret på nogle af de spørgsmål, som mange ansøgere stiller os om, hvordan jobbet er som studenterunderviser i AAU on Demand.

 

Hvor ofte kommer jeg med på gymnasiebesøg?

AAU on Demand har op til 15 gymnasiebesøg pr. semester, og jobbet kræver, at du kan afsætte en hel dag pr. besøg. Nogle besøg strækker sig også over 2 dage.

Der er ikke noget fast timetal pr. måned, da det er forskelligt, hvor meget AAU on Demand bliver booket.
Du kommer ikke nødvendigvis med ud hver gang, men som udgangspunkt forventes det, at du tilmelder dig flest mulige besøg.
 

Hvem skal jeg undervise?

Du skal undervise elever på gymnasielle uddannelsesinstitutioner. Det kan både være STX, HHX, HTX, EUX, HF, VUC og studenterkursus. Dit oplæg skal derfor kunne dække alt dette - fra 1.g til 3.g og fra STX til HTX. På workshoppen får du hjælp til at tilpasse dit oplæg i forhold til målgruppen.
 

Hvor mange timer varer en undervisningsdag?

Det er forskelligt, hvor mange timer, studenterunderviserne arbejder - lige fra 2 til 8 timer - men det er ofte fra kl. 8 til kl. 14. Transport skal selvfølgelig også regnes med. Som udgangspunkt skal du afsætte en hel dag pr. besøg.
 

Hvordan bliver jeg lønnet?

Du bliver ansat som studenterstudievejleder og aflønnes i henhold til Cirkulære om overenskomst for Studenterundervisere ved universiteter. Du kan altid finde de opdaterede lister over timesatser på økonomiafdelingens hjemmeside. Du skal se efter studenterstudievejleder i listen.
Du får løn fra du sætter dig ind i bussen og kører fra AAU om morgenen til du ankommer på AAU igen om eftermiddagen.
 

Hvad hvis jeg selv har undervisning?

Det ligger i sagens natur, at du ofte kommer til at skulle undervise, mens du selv skulle være på universitetet - det kan ikke undgås. Du bør derfor, inden du søger stillingen, afklare med dig selv, om du er villig til og fagligt stærk nok til at gå glip af lidt undervisning ind i mellem. Det forventes af dig, at du er i stand til at planlægge din tid og lever op til det, du forpligter dig til.
 

Skal man selv sørge for transport til gymnasierne?

kun i aalborg:

Nej, AAU on Demand booker som regel en bus, som kører fra Fibigerstræde - medmindre gymnasiet ligger i Aalborg.

kun i københavn:

Afhængigt af, hvor langt gymnasiet ligger langt fra AAU CPH, mødes vi enten på gymnasiet eller kører sammen i bus fra A. C. Meyers Vænge.
 

Findes der en AAU on Demand-afdeling i Esbjerg?

Nej, indtil videre er AAU on Demand kun i Aalborg og København.

Jeg har nydt det hele

”At være studenterunderviser i AAU on Demand er et fantastisk arbejde! Der har været mange fede oplevelser, og jeg har nydt det hele.”

Mikkel Astrup Jensen, tidl. studenterunderviser

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til: on.demand@aau.dk