AAU logo
Signe fangede Julies interesse for Anvendt Filosofi

Signe fangede Julies interesse for Anvendt Filosofi

Da studenterunderviseren Signe i november sidste år besøgte Aalborg Studenterkursus med AAU on Demand, underviste hun bl.a. HF-eleven Julie i sit oplæg ”En mulatdreng med blå øjne og en IQ på 165, tak!”. Det blev en øjenåbner for Julie, der var skoletræt og ikke helt vidste, hvor hun egentlig var på vej hen. Denne dag med AAU on Demand fandt Julie endelig den inspiration, hun havde manglet, og i september 2012 begyndte hun så at studere Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet.

18. januar 2013

 

Dette er Julies historie om sin vej til universitetet.

 

”Det var endnu en uinspirerende dag i skolen (var så absolut ikke fan af gymnasiet), jeg var begyndt at miste interessen for at tage i skole, da jeg ikke længere havde en anelse om, hvad jeg havde lyst til at læse efter jeg havde fået huen på hovedet, og som de fleste andre havde jeg brug for et overordnet mål for at kunne se formålet med at stå op hver dag og tage i skole.

Men tilbage til historien; Jeg havde gennem min gymnasietid, ligesom alle andre, tænkt dag og nat om hvad jeg kunne forestille mig at uddanne mig til bagefter, dog uden held. Jeg var dog nået til én definitiv konklusion: jeg ville uddanne mig til noget, hvor jeg kunne forestille mig, at der ville være en chance (om end hvor lille) for rent faktisk at ændre noget ved denne verden vi lever i. Jeg ville gerne lave noget, hvor jeg hver dag kunne se et formål med at stå op, noget som kunne ændre andre menneskers liv.

Dette blev tilfældigvis også denne tid hvor Signe en dag kom op på vores skole med AAU on Demand og holdt foredrag om Anvendt Filosofi. Hun fortalte vidt og bredt om, hvad de beskæftigede sig med på studiet og hvilke problematikker, man som studerende på Anvendt Filosofi-studiet blev sat overfor. Det var første gang i lang tid, at jeg rent faktisk kunne sidde stille på stolesædet, og jeg lyttede intenst.

Til sidst satte Signe os til at lave en "opgave". Denne gik ud på, at vi fik en liste. På denne liste var der nogle mennesker, der alle stod i kø til en hjertetransplantation. Der var nu ét donorhjerte tilgængeligt, og de var alle et match. Vi skulle nu forestille os, at vi sad i etisk råd og skulle tage en beslutning om, hvem der skulle have dette hjerte. Vi fik nogle oplysninger på menneskerne der stod på listen, oplysninger såsom; Er personen mor eller far – Er personen ryger – Har personen en eller anden form for misbrug – Hvilken status har personen i samfundet, stilling, løn etc. – Ud fra disse oplysninger var det nu vores opgave at vurdere, hvem der skulle have dette hjerte og derved en ny chance i livet. På denne måde fik Signe virkeligt fikst os til at (på meget basis-niveau selvfølgelig) bruge etik i praksis, og derved fik hun givet et fantastisk bud på, hvordan man ville kunne bruge Anvendt Filosofi, når man engang var færdig.

Ja, og nu er jeg jo så startet på Anvendt Filosofi, og selvom det ikke lige er Etisk Råd, jeg går og drømmer om, så kan jeg nu se en fremtid, hvor jeg vil blive i stand til at argumentere inden for forskellige problemfelter og anskue tingenes tilstand fra forskellige vinkler og forhåbentlig få lidt flere mennesker til at tænke lidt over, hvorfor vi er her på denne jord og at det er vigtigt, hvordan vi vælger at bruge vores liv.”

Julie Kronborg, tidligere elev på Aalborg Studenterkursus og nu ny studerende på Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet

Nyheder

Se listen