Studenterunderviser fortæller

Med undervisning som passion får Andreas relevant erfaring med AAU on Demand

Med undervisning som passion får Andreas relevant erfaring med AAU on Demand

Andreas Engell Refstrup Sørensen har altid været lidt lun på at undervise. Han opdagede dog først, hvor meget det betød for ham, på de senere semestre af bacheloren i Kommunikation og Digitale Medier og kandidaten i Interaktive Digitale Medier. Med et studie, der ikke traditionelt lægger op til at lande i en stilling som gymnasielærer, var Andreas klar over, at han manglede praktisk erfaring.

Lagt online: 04.08.2020

Andreas så opslaget med studiejob som studenterunderviser hos AAU on Demand og var klar over, at han måtte søge jobbet: ”AAU on Demand kunne være med til at give mig værdifuld erfaring, der kan hjælpe mig, ikke blot i jagten på et job, men også med erfaring i det at skulle undervise, så jeg er klædt bedre på til det, når jeg får et job”. 

 

Workshoppene får det bedste frem i én og i oplæggene 

Fælles for alle AAU on Demand’erne er, at man skal deltage i 2 workshops, der er en del af oplæringsforløbet til jobbet. For Andreas var workshoppene en stor hjælp, og han fremhæver særligt sparringen mellem studenterkoordinatorerne, der afholdt workshoppen, og de andre nyansatte AAU on Demand’ere som enormt givende:  

”Jeg fik en masse værktøjer med fra workshoppen, som jeg senere har kunnet bruge. Noget, jeg virkelig har måttet arbejde med, var ikke at gøre mit oplæg for fagligt, altså at undervise på et universitetsniveau. Det synes jeg, at workshoppen har været god til at hjælpe med, selvom der nok stadig er plads til forbedringer.”  

Selvom Andreas var “vant til at stå på en scene”, fx som tutor igennem flere år, blev han alligevel ramt af nervøsitet, første gang han skulle undervise og vise sit oplæg:  

”Den første undervisningsgang kan være grænseoverskridende. Plus første gang man laver oplægget, er man enormt usikker på, om det, man har lavet, nu også er godt nok. Heldigvis er der et par workshops, der hjælper én med at få oplægget perfekt”. 

 

Undervisningen gør en forskel og er enormt givende 

For Andreas er det absolut bedste ved at arbejde som studenterunderviser hos AAU on Demand det unikke samspil, der er mellem eleverne og én selv som underviser:  

”Personligt synes jeg, det er helt vildt fedt at undervise gymnasieelever. Jeg har altid gerne ville hjælpe andre mennesker med det jeg laver, og at undervise giver mig den fornemmelse. Selvom vi ikke altid kommer til at gøre en kæmpe forskel, når vi er ude at undervise, så er idéen om, at vi kan gøre en forskel enormt givende”.  

Herudover er det særligt snakken med eleverne, Andreas tager med sig som det absolut bedste ved besøgene på gymnasierne:  

”Jeg opdagede ret hurtigt, at hvis man vil i dialog med eleverne, så duer den klassiske tavle-undervisning ikke. Det sker først, når jeg kommer ned til eleverne under gruppearbejde eller i pauserne og snakker med dem om det på et helt casual niveau. Når man så får åbnet op for samtalen, er de enormt nysgerrige og snakkesalige om emnet. Så i en vis forstand kan man sige, at den bedste oplevelse har været at kunne få lov til at komme ud og undervise.”

 

AAU on Demand giver generelt anvendelige kompetencer og gør Andreas til en stærkere underviser

”Jeg vil sige, at jeg har lært at være mere tilpas på en scene. Det har som sådan aldrig været et problem, men det er bare en af de ting, der kun bliver bedre med erfaring. Det er utrolig rart at have det nogenlunde behageligt, når man er på”.  

Hertil har Andreas også fået konkrete kompetencer, der kan være en fordel i jagten på drømmejobbet som underviser:  

”Altså at have elever en enkelt gang er ikke det samme, som at have dem over flere år. Når det er sagt, føler jeg, at jeg er blevet en stærkere underviser, og at jeg er blevet bedre til at tale elevernes sprog, frem for universitetssprog”.  

Særligt det at kunne gøre sig forståelig på rette niveau er en evne, som Andreas vurderer, er generelt anvendelig for alle:  

”At man kan tale foran andre mennesker er altid en kæmpe fordel, og at man kan gøre sig forståelig uanset, hvor man er henne, vil altid være en stor hjælp, fx hvis man skal forklare ens stilling. Hvis man er nervøs for, om man er dygtig nok, så skal man også bare tage det helt roligt: Studenterkoordinatorerne i AAU on Demand, som er med til at klæde os på til jobbet, er gode til at få én igennem det og at lære én det nødvendige”. Han fortsætter ”Man skal kunne lide formidling, og man skal ikke være bange for at gå hjem og rette på ens slides efter hver undervisningsgang. Når det er sagt, så får man mange gode relationer internt, men nogle af de elever, man taler med, er også ret inspirerende.” 

 

Fun fact om Andreas’ ansættelsesproces 

”En sjov ting er, at dette er det første job, hvor jeg virkelig har været nervøs for jobsamtalen. Jeg har haft en 5-6 forskellige job gennem tiden. Mange af disse fik jeg dog gennem mit netværk: Enten kendte jeg nogle, eller også kendte jeg nogle, der kendte nogle. Jeg føler derfor, at jeg tit har været i en god position, når jeg har været inde til selve samtalen. For mig føltes dette derfor, som den første rigtige jobsamtale, jeg har været til”.  

Andreas forberedte sig derfor som en gal forud for hans jobsamtale, og det gav pote, da han endte med at blive tilbudt jobbet: 

”Ansættelsesudvalget var helt vildt søde og rolige, men jeg havde aldrig været i sådan en situation før, så på den måde var det lidt ubehageligt. Det føltes nærmest som en eksamen. Eller jeg forberedte mig i hvert fald, som var det én. Jeg satte mig ind i en masse ting, der var fagligt relevante for mit oplæg, og forberedte nogle svar til spørgsmål, som de nok kunne finde på at stille, derudover læste jeg lidt mere op på motivation i undervisning og så videre.”  

Netop at forberede sig grundigt er også det bedste, man kan gøre, når man skal til jobsamtale. På den måde viser man både sin interesse for jobbet og arbejdspladsen, og på samme tid kan man føle sig rolig ved tanken om, at man er velforberedt og allerede har gjort sit bedste – fuldstændig som til en eksamen. 

 

 

Om Andreas Engell Refstrup Sørensen 

Alder: 25 år 

Uddannelse: Bachelor i Kommunikation og Digitale Medier. Kandidatstuderende på Interaktive digitale medier på AAU i Aalborg 

Semester: 8. semester 

Studiejob: Studenterunderviser i AAU on Demand i Aalborg 

Hvor længe har du været i AAU on Demand: I lidt under et år 

Drømmejob: Gymnasielærer

 

 

HVAD ER AAU ON DEMAND?

AAU on Demand er AAU’s korps af studenterundervisere, der tager ud på gymnasier og underviser i et emne inden for deres egen faglighed.

Som AAU on Demand’er vælger du selv et emne, du vil undervise i, og som en del af ansættelsen kommer du på en workshop, hvor du får hjælp til at udvikle dit oplæg.

AAU on Demand søger nye studenterundervisere hvert semester i både Aalborg og København.

Læs om AAU on Demand

Studenterunderviserne fortæller

Se listen

Læs om Ugens AAU on Demand'er

Følg med på AAU on Demands facebookside, hvor du bl.a. kan finde præsentationer af studenterunderviserne.

Følg AAU on Demand på facebook

Læs flere inspirationshistorier

Læs flere artikler om AAU-studerendes vej til et relevant studiejob eller det første job som nyuddannet.

Læs historierne